Nogle dage efter besluttede jeg mig faktisk for, at køre ud og tale med mine forældre. Jeg havde brug for at mane den historie til jorden, som var gået hen og blevet sand for mig og ikke mindst til tider var ved at kvæle mig. Jeg fortalte, at jeg ikke følte, de interesserede sig for mig og gav eksempler på dette og ikke mindst, hvad jeg havde brug for. Det blev ikke til noget angreb på dem, da jeg var meget sårbar, da jeg fortalte det.
Og selvfølgelig fortalte de, at de brød sig om mig, ville hjælpe mig og interesserede sig for mig og ikke mindst var stolt af, at jeg kunne klare mig selv og var en fighter. Alt sammen godt nok….. dog har de ikke ved handling efterfølgende vist noget af dette. Men nok om det.
Det der var godt Ella. For det første: det var sådan en befrielse, at få “talt ud med dem”, at nu behøvede jeg ikke længere at gå rundt at bære på det, nu var det kommet ud og til de rette personer, hvilket var så vigtigt.
Jeg har så efterfølgende fået meget mere ro, da jeg bl.a. gik i selvterapi med mine projektioner (hvordan vi spejler os i andre, red.). Og ikke mindst har jeg brugt Byron Katie ift. Sandheden.
Ja, det er sandhed, at jeg aldrig får de forældre, jeg drømmer om. Men at vende min “historie om” og finde ud af, at jeg kan give så meget omsorg til andre, har gjort, jeg er blevet en mere ressourcestærk person, og ikke mindst har så meget omsorg og kærlighed at give mig selv, da jeg ved, jeg fortjener det.
Det er sgu en dejlig og tryg ting at vide. Så stort TAK for det søde Ella.